(fra venstre: Mads, Ole Bjørn, Poul Pedersen, Klaus Dam Jørgensen, John-B. Hahn, Erik Damgaard Pedersen, Torben (Tuborg) Davidsen, Hans Carl Nicolajsen, – ? -, Ove Aaboe Jensen, Varny Sørensen, Aage (Bette) Mikkelsen, Arne Pedersen (Bonde Arne).) Afgang fra Banegården i Silkeborg. Telte og lejrgrej var sendt forud som rejsegods. Togturen varede 2 hele døgn med togskifte og overnatning i Hamborg hos spejderfamilier – venskaber, som i flg. Hans Carl Nicolajsen holdt i mere end 30 år. Medbragte madpakker blev fortæret undervejs. Trist og ufatteligt var det at se byen som en stor bunke murbrokker efter krigens (1939-1945) bombardementer. Vi havde det indtryk, at hovedbanegården var det eneste, der fungerede. Det var nu nok en tilsnigelse, idet der trods alt boede mennesker, som fungerede på de givne konditioner. I de landskaber vi kørte igennem så vi ikke så forfærdelige resultater af krigens hærgen, som vi havde set i Hamborg og andre større byer, vi havde passeret.
( i forgrunden: Aage ”Bette” Mikkelsen. I baggrunden: John-B. Hahn) Ankomst til Goslar banegård. Travetur til Jugendherberge Goslar ad Rammelsberger Strasse. Telte og lejrudstyr var ankommet, så vi gik i gang med at rejse telte og indrette lejrpladsen. Lejrpladsen blev etableret med teltslagning, bålpladser m.v. Dagene forløb med besøg i Goslar – Altstadt – og øvrige seværdigheder. En sommerlejrs højdepunkt er en 2-3 dages hike, rundt i området med overnatning i bivuak primitiv madlavning over bål, der hvor man nu er kommet frem til. Denne sommerlejr var i den henseende ingen undtagelse. I løbet af aftenen forberedte vi os på at starte turen ved at pakke vore grejer i rygsækkene, så alt var klar til afgang straks efter morgenmad den følgende morgen. Men lige før sengetid blev vi enige om, at vi ville starte straks. Så fat i rygsække, gryder, potter og pander samt madvarer. Op på ryggen med grejet og afsted ud ad landevejen. Det skal dertil siges, at det var blevet ganske mørkt, da vi begav os i retning af Bad Harzburg, hvortil vi ankom godt og vel midnat. Det var nu så mørkt, at vi ikke kunne se, hvor vi befandt os. (Dengang var der absolut ikke gadebelysning, som vi kender det i dag). Vi kravlede i soveposerne på det første græsareal vi kunne finde i byen op ad et stendige. Næste morgen viste det sig at være kirkegårdsdiget lige midt i Bad Harzburg. Vi blev dog ikke overfaldet af spøgelser. Fra Bad Harzburg fortsættes turen mod syd mod Torfhaus, hvorfra skulle kunne se over på Brokken, hvortil vi ikke kunne komme, da denne bjergtop, som bekendt ligger i det daværende Østtyskland. Vel ankommet til Torfhaus nød vi vores frokost og udsigten til Brokken. På vejen til Torfhaus havde vi slået en afstikker ind til sektorgrænsen imod Østtyskland. Det var underligt at stå ved en vejbom, som markerede den opdeling, der skete efter 2. verdenskrigs afslutning. Vi kunne se, hvordan bønderne gik på den anden side grænsen i deres daglige dont med arbejdet i markerne. Hvad der senere blev befæstet med mure, pigtråd, hundepatruljer m.v. fandtes overhovedet ikke. Fra Torfhaus drejede vi ad vejen mod Altenau. Efter en del kilometers vandring fandt vi en skovvej, der førte os ind i skoven og længere op ad bjerget (Andreasberg?).
